Menu Luk

Phubbing og skærmbrug – Din mobil fylder måske mere, end den burde

Jeg stødte for nylig på ordet ”phubbing”, som jeg aldrig havde hørt før. Til gengæld har jeg hørt meget om, hvordan mobiltelefoner, sociale medier og lignende påvirker vores trivsel og omgangsformer. På den baggrund lader det til, at der er noget ’kød’ på begrebet, som jeg derfor vil behandle i dette blogindlæg.

Det viser sig, at ordet er mere end 5 år gammelt, men i hvert fald betyder phubbing, at man fornærmer andre, fordi man ignorerer dem til fordel for sin telefon. Det er en sammentrækning af ordene phone og det amerikanske udsagnsord snub, der betyder at fornærme nogen ved at ignorere dem[1]. Og at det ikke bare er et ’modeord’, vidner denne forskningsartikel om[2].

Kort sagt tror jeg, at det kunne være gavnligt med en større omtanke og eftertanke i vores allesammens omgang med vores mobiltelefoner. Så selvom man ikke bevidst ønsker at fornærme nogen, så ligger der altså en risiko for at ‘phubbe’, fordi det er blevet en vane at bruge sin mobiltelefon i alle mulige sammenhænge. Her er mit håb, at bare det at høre begrebet phubbing kan bevidstgøre om, hvor meget mobilen ‘kan fylde’.

Der er jo vældigt mange betydninger, meninger og diskussioner vedr. mobiltelefoner og sociale medier, og det er ikke en diskussion, som jeg vil prøve at udlægge her. Men jeg vil blot pege på to kilder, som kan give nogle supplerende perspektiver på phubbing.

Første kilde: Sundhedsstyrelsens anbefalinger om skærmbrug

Sundhedsstyrelsen har i 2023 udarbejdet anbefalinger for skærmbrug[3], og nævner i den forbindelse, at den amerikanske regerings sundhedsrådgivere i 2023 udkom med en litteraturgennemgang som viser, at der er grund til bekymring, i forhold til et højt forbrug af sociale medier blandt børn og unge. Da brugen af skærm kan forskyde andre aktiviteter, der kan have betydning for borgernes – og ikke mindst børn og unges – sundhed og trivsel, er det vigtigt, at forældre bl.a. selv er bevidste om deres egen og deres børns brug af skærm, og måden hvorpå skærmen bruges i hjemmet og fritiden.

Anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen for brug af skærm til børn, unge og voksne ser således ud:

Ovenstående bliver suppleret med anbefalinger til forældre med hjemmeboende børn:

1. Børn under to år bør ikke bruge skærm uden aktivt samvær med en voksen

2. Begræns brug af skærm, når du er sammen med dit barn

3. Interessér dig for dit barns digitale liv

4. Lav aftaler om skærmbrug i familien, som gælder både barn og voksen

På hjemmesiden kan man læse mere om baggrunden for anbefalingerne, hvorunder fx koncentration, relationer, fællesskaber og stress behandles. Som det sidste i denne præsentation af anbefalingerne om skærmbrug vil jeg nedenfor fremhæve nogle ting fra Sundhedsstyrelsens baggrundsnotat fra 2023 om anbefalingerne[4]. Jeg har sat det op i en punktopstilling:

På den ene side peges der på mange risikofaktorer forbundet til skærmtid:

  • skærmtid tager tid fra søvn og fysisk aktivitet – to faktorer der anses som forudsætning for trivsel og sundhed
  • høj aktivitet på digitale medier hænger sammen med en øget følelse af ”Fear Of Missing Out” (FOMO) – Jo mere sociale medier bliver brugt, jo højere grad af FOMO
  • det kan være selvforstærkende, for der kan være en uudtalt forventning om, at man skal ’være på’ hele tiden, bl.a. gennem de sociale medier
  • digitalt mediebrug kan associeres med en øget tendens til, at børn og unge sammenligner sig med andre, og at de oplever lavere selvværd og kropstilfredshed – særligt blandt pigerne
  • FOMO og sammenligning med andre kan medføre dårligere mental sundhed
  • oplevelsen af afhængighed af digitale medier og mængden af tid anvendt på digitale medier øger risikoen for, at børn og unge føler sig stressede
  • intensiv brug af kommunikation, hvor man iscenesætter sig selv, bl.a. via sociale medier, kan medføre usikkerhed og en følelse af ikke at passe ind i fællesskabet

På den anden side er der dog også positive elementer forbundet med skærmbrug:

  • for den ældre aldersgruppe på 16-24 år viser resultaterne, at digitalt mediebrug ofte udgør en del af deres daglige kommunikation og samvær med venner
  • digitalt mediebrug kan være positivt for de unge, der er udfordret socialt, fordi de på den måde kan etablere, udvikle og vedligeholde relationer til venner online

Til slut har baggrundsnotatet nogle bemærkninger om gaming:

  • for de 6-15-årige ser det ud som om, at gaming kan relateres til dårligere social trivsel, færre sociale relationer og mere mobning. Men computerspil kan også modsat bidrage til at opretholde venskaber, og det er en central platform for især drengenes sociale samvær
  • for de 16-24-årige gælder, at de bruger relativt megen tid på online gaming, og at det særligt er drenge, som gamer meget. Online gaming bidrager væsentligt til at etablere, opretholde og udvikle social kontakt til venner, og flere undersøgelser tyder på, at overlappet mellem offline og online vennerelationer er stort inden for online gaming. Det er et velkomment element i mange unges hverdagsliv og minder således om andre former for leg. Ingen studier finder, at online gaming leder til social isolation. Dog kan online gaming måske lede til forskellige former for uhensigtsmæssig adfærd, som fx ukontrolleret tids- og pengeforbrug.

Anden kilde: Om skærmvaner og ’ tjekkekarrusellen’ mm. fra bogen ”Hov, et egern”

Den anden kilde, som jeg vil knytte til ’phubbing’, er Anders Colding-Jørgensens udmærkede lille bog om hvordan, man kan blive lidt mere bevidst om sine skærmvaner – og fx få mere tid til andre ting i sit liv end at køre rundt i ’tjekkekarrusellen’. Udover at læse bogen kan man få et indblik i det ved at følge disse links til hhv. omtale og podcast-episoder:

Omtale af bogen: Så kom bogen! ⋆ Anders Colding-Jørgensen (virkeligheden.dk)

Podcasts: S3/E1: Hov, et egern! – Vaneinstituttet og S3/E3: Evidensen og tjekkekarrusellen – Vaneinstituttet

Det var så begrebet phubbing og dertil to (lidt tilfældige) nedslag, som jeg håber kan være til inspiration i både private og professionelle sammenhænge. Vi skal fortsat nyde godt af alle de gode ting fra skærmene, men måske kan vi i fællesskab skabe en bedre kultur, så skærmen ikke kommer imellem os på uhensigtsmæssige måder. Jeg vil i hvert fald prøve at være mere bevidst om, hvor meget min mobiltelefon fylder – både for mig selv, og når jeg er sammen med andre.


[1] https://dsn.dk/ordbog/noid/phubbing/

[2] A descriptive literature review of phubbing behaviors – PMC (nih.gov)

[3] https://www.sst.dk/da/Fagperson/Forebyggelse-og-tvaergaaende-indsatser/Mental-og-digital-sundhed/Skaermbrug

[4] https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2023/Skaerm/Baggrundsnotat—Sundhedsstyrelsens-anbefalinger-om-skaermbrug-06102023.ashx?sc_lang=da&hash=3DDC98F8D81E6F499DA0EA2D3ED4A8B8

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *