Menu Luk

Nyt fra Vidensråd for Forebyggelse: Rapport og gratis webinarer om overvægt hos børn og unge

Op mod hvert femte barn eller ung i Danmark lever med overvægt eller svær overvægt, og der er ingen tvivl om, at overvægt er et stort trivselsmæssigt og sundhedsmæssigt problem, men selv om overvægt hos børn og unge har været et problem både i Danmark og i hele den vestlige verden gennem mange år, så findes der stadig ikke nogen regulær viden om, hvordan man forebygger, at børn begynder at tage på – Børns overvægt er dybt kompleks.[1]

Rapportens forskerne havde på forhånd en formodning om, at der ikke findes stærk evidens for effekten af de eksisterende indsatser, og den formodning har vist sig at holde stik. Der er ikke fundet overbevisende dokumentation for, at de forebyggende indsatser, vi kender til, rent faktisk virker.[2]

I rapporten fastslås det, at det er en udbredt misforståelse, at udvikling af overvægt kan anskues ud fra en simpel beregning af energibalancen, dvs. om en person spiser for meget og bevæger sig for lidt. Gener, stress, søvn, mentalt helbred, forældrenes uddannelsesniveau og indkomst. Ud over madvaner og motion er dette blot nogle af de faktorer, som forskerne med sikkerhed ved har indflydelse på, om et barn udvikler overvægt eller ej. Forskningen viser, at både arvelige faktorer, sundhedsadfærd og psykosociale faktorer er forbundet med udvikling af overvægt, hver for sig og i kombination med hinanden, men der er slet nok viden om, hvordan alle disse faktorer spiller sammen.

Denne kompleksitet er værd at prøve at forstå mere om, især da den også er gældende på et mere generelt niveau, når det drejer sig om forebyggelse og sundhedsfremme, fordi psykosociale og samfundsmæssige faktorer indgår i et tæt samspil med det enkelte individ.

Det gode tilbud om en gratis webinarrække d. 5., 12. og 19. maj

Så hvis du er fagligt interesseret i forebyggelse på et generelt niveau og særligt i forhold til overvægt, så vil jeg anbefale den gratis webinarrække knyttet til rapporten, hvor man tre onsdag i maj ifølge hjemmsiden kan høre om bl.a.:

Webinar 1: Hvorfor bliver vi overvægtige, og hvordan forebygger vi?

  • Hvorfor nogle får overvægt, når andre ikke gør, og hvilke risikofaktorer der er for udvikling af overvægt?

Webinar 2: Barrierer mod at træffe sunde valg – hvordan overkommer vi dem?

  • Hvordan kommer den sociale ulighed i sundhed til udtryk på overvægtsområdet?
  • Hvordan spiller kultur, vaner og traditioner i familien ind på muligheden for at træffe sunde valg?
  • Hvordan gør samfundet og de strukturelle rammer det svært at træffe sunde valg?

Webinar 3: Nye veje i forebyggelsen

  • Hvordan kan man arbejde med lokalsamfunds-indsatser i forebyggelsen af overvægt hos børn og unge?
  • Hvilke nye veje skal vi gå i forebyggelsen?

Det koster som nævnt ikke noget, og link til tilmelding er lige her. Bemærk, at det er ikke noget problem, hvis du ikke kan på de tidspunkter, hvor webinarerne afholdes, for de bliver optaget og vil efterfølgende blive lagt online, så du kan se dem efterfølgende.

Konklusioner fra rapporten

Uanset om du deltager i webinarerne, så ligger rapporten tilgængelig med en grundig gennemgang af viden på området. Det er en god lejlighed til på en overskuelig måde at få viden, fordi eksperterne har lavet det store arbejde med at fremskaffe og sammenfatte materialet.

Det er en rapport på lidt over 200 sider, men man behøver ikke nødvendigvis at læse hele rapporten, for ved fx at læse forordet, hovedkonklusionen og de otte korte sammenfatninger af kapitlerne kan man få en forståelse for de store linjer om det brede emne, som rapporten dækker.

En af konklusionerne er, at der er stor viden om risikofaktorer, men uklarhed om hvordan de spiller sammen og hvordan årsagsforholdene er. Derfor skal der fortsat arbejdes med forebyggelse af risikofaktorer, men også med kreativ nytænkning om indsatser og forskningsevaluering.

Da der både ligger tilbud om webinarer og selve rapporten som gode kilder til viden, vil jeg ikke skrive så meget mere om rapporten, men bare slutte af med at referere fra rapportens forord samt referere to af forskerne/forfatterne, som har udtalt sig om rapporten.

Fra rapportens forord:

Op mod hvert femte barn eller ung i Danmark lever med overvægt eller svær overvægt, og selvom forekomsten har været stagneret de seneste årtier, så er der et behov for at få den nedbragt. Børn og unge med overvægt er nemlig i risiko for at tage overvægten med sig ind i voksenlivet, og sker det, er det forbundet med en stærkt forøget risiko for en lang række sundhedsmæssige konsekvenser.

En arbejdsgruppe bestående af de fremmeste eksperter på området blev nedsat af Vidensråd for Forebyggelse med det formål at skabe et overblik over, hvilke indsatser der bedst forebygger udviklingen af overvægt hos normalvægtige børn. Det var tanken, at et sådant overblik kunne danne et vidensgrundlag for politikere, beslutningstagere og praksisprofessionelle, til at træffe kvalificerede valg om nye initiativer på området.

Vi havde på forhånd en formodning om, at der ikke er stærk evidens for effekten af de eksisterende indsatser, og den formodning har vist sig at holde stik. Vi har ganske enkelt ikke fundet overbevisende dokumentation for, at de forebyggende indsatser, vi kender til, rent faktisk virker.

Trods sin mangel på gode råd giver rapporten et indblik i den aktuelt bedste viden om udviklingen af overvægt blandt børn og unge, betydningen af social ulighed, hvilke risikofaktorer, der er forbundet med udvikling af overvægt, samt et overblik over de indsatser, der anvendes for at forebygge overvægt blandt børn og unge.

To af rapportens forfattere udtaler sig til en artikel i Politiken[3]:

Thorkild I.A. Sørensen understreger, at naturloven om, at hvis vi indtager mere energi, end vi forbrænder, så ophobes der energi i kroppen, også som fedt, selvfølgelig stadig gælder. Men årsagen til, at nogle børn bliver for tykke, og andre ikke gør, er meget mere kompleks. ”Vi ved helt basalt ikke, hvad der fører til, at et barn spiser lidt mere, end det har behov for, og hvorfor dette overskud så lagres i kroppens fedtvæv. Det har ingen forskere været i stand til at finde ud af”.

”Mere og mere tyder på, at vi som forskere skal interessere os for, hvordan det sociale miljø omkring personen påvirker psyken og dermed gennem hjernen påvirker opbygningen af kroppens fedtdepoter (…) Der er en masse, vi stadig ikke forstår, omkring hvordan det samfund, vi er omgivet af, sætter gang i de biologiske processer, der bestemmer, om vores fedtvæv vokser eller ej. Der er rigeligt at tage fat på for fremtidig forskning”, siger Thorkild I.A. Sørensen.

”Det er fortsat sundt for børn at spise som anbefalet og dyrke motion. Det skal der ikke herske tvivl om. Men når vi efterhånden finder ud af mere om årsagerne til overvægt, vil man nok begynde at fokusere mere på børns sociale forhold og psykiske tilstand, både individuelt og på samfundsplan”, lyder Thorkild I.A. Sørensens bedste bud på fremtidens forebyggelsesindsats.

Både Thorkild I. A. Sørensen og Jens Meldgaard Bruun peger desuden på, at der med baggrund i den viden, der trods alt findes, er god grund til at se på, hvilke håndtag politikerne rent strukturelt kan dreje på. Det kunne for eksempel være at nedsætte afgiften på alle nøglehulsmærkede fødevarer, så de bliver billigere. Og at give tilskud, så alle børn får bedre mulighed for at dyrke foreningsidræt. ”Det er dyrt at være medlem af en sportsklub, så det kan hurtigt blive en stopklods for børn fra familier, som ikke har så mange penge”, siger Jens Meldgaard Bruun.

”Vi skal væk fra stigmaet om, at overvægt har noget med dovenskab at gøre. Det er meget, meget mere komplekst, og netop derfor er det vigtigt, at ansvaret for at forebygge overvægt ikke lægges på det enkelte barns eller den enkelte families skuldre”, pointerer han.

Personligt ser jeg frem til at høre mere om dette på webinarerne – måske ses vi dér 😊

Til sidst vil jeg gøre opmærksom på de mange andre rapporter, der er udarbejdet af Vidensråd for forebyggelse. Tjek dem selv ud her: http://www.vidensraad.dk/rapporter.


[1] Se også omtale af rapporten i fx artikler i Politiken: https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art8130066/B%C3%B8rns-overv%C3%A6gt-er-dybt-kompleks, https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art8128126/Forskere-aner-ikke-hvordan-b%C3%B8rneoverv%C3%A6gt-kan-undg%C3%A5s

[2] Vidensråd for forebyggelse: Forebyggelse af overvægt hos børn og unge, http://www.vidensraad.dk/content/forebyggelse-af-overv%C3%A6gt-blandt-b%C3%B8rn-og-unge-0

[3] https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art8128126/Forskere-aner-ikke-hvordan-b%C3%B8rneoverv%C3%A6gt-kan-undg%C3%A5s

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *