Langvarig stress kan tære betydeligt på trivslen hos individer både følelsesmæssigt og i form af fysiske gener samt forringet funktionsevne. Desuden har man vidst i næsten 100 år, at langvarig stress kan udvikle sig til sygdom eller medvirke til en forværring af allerede eksisterende sygdom (Engsig & Sundhedsstyrelsen, 2007, s. 7).
Tal fra Den Nationale Sundhedsprofil 2017 viser, at andelen af befolkningen, som vurderer sig som stresset har været stigende siden 2010 – og bl.a. kortuddannede og kvinder er mere stressede (Sundhedsstyrelsen, 2018, s. 26). Stress udgør et folkesundhedsproblem (i øvrigt med en social slagside), da den negative påvirkning af menneskers livskvalitet og velbefindende får store konsekvenser på både individ- og samfundsniveau, sidstnævnte i form af eksempelvis omkostninger som følge af sygefravær (Rod, 2020). Derfor er stress og muligheder for at forebygge, mestre og behandle stress nogle yderst relevante faktorer i forhold til befolkningens sundhed og trivsel.
Imidlertid er det en udfordring, at der ikke er en klar forståelse af fænomenet og definition af begrebet. Ordet stress anvendes i daglig tale nogle gange synonymt med “at have travlt”, men det kan også handle om, at man er sygemeldt. Og så kan man høre om “den gode stress” eller “den dårlige stress”. På den ene side er stress velkendt og tydelig at mærke, og på den anden side er det uhåndgribeligt, da der er store individuelle forskelle på, hvad mennesker oplever som værende stressende, og desuden fordi ordet bruges så bredt og forskelligt.
Formålet med dette blogindlæg er at forsøge at komme noget af kompleksiteten til livs og skabe et fastere “fundament” for at kunne forstå fænomenet. Det vil jeg gøre ved at fastlægge nogle begreber samt sætte en ramme, som også kan anvendes til at håndtere de mange elementer i yderligere udforskninger.
En første definition af stress – og hvad den ikke nævner
”Stress er en kompleks psykobiologisk tilstand, der opstår, når der er en trussel mod homeostase” (DeVon & Saban, 2012, s. 383).
Ovenstående er en meget kort beskrivelse af fænomenet stress. Men selvom beskrivelsen egentlig er korrekt, så er den desværre for kort og koncentreret til for alvor at give os en forståelse for, hvad stress er. Vi ved desuden, at omgivelserne og andre sociale faktorer i høj grad også spiller en rolle ved stress; så vi står med et meget indviklet, men også meget interessant, bio-psyko-socialt fænomen.
Der er brug for en klar erkendelse af, at det psykosociale miljø omkring os kommer “ind i vores kroppe” og kan sætte kraftige spor dér. Desuden savnes der klarhed over, hvordan bio-psyko-sociale elementer påvirker hinanden ved stress, samt hvordan ydre og indre faktorer bliver til en oplevelse af stress i det enkelte menneske.
Stress forstået som trussel mod homeostase
For at komme i gang vil jeg præsentere et ’organisme-perspektiv’ på stress, som viser, at det fysiologiske stressrespons er et meget basalt og også hensigtsmæssigt respons.
En levende organisme har brug for at kunne holde en lang række parametre (fx temperatur, blodtryk, ilt, væske) i balance og kunne tilpasse sig til forandringer i både omgivelserne og indre tilstande. Denne komplekse dynamiske ligevægt kaldes ’homeostase’. Robert Sapolsky leverer denne beskrivelse: ”Homeostase betyder at have en ideel kropstemperatur, puls, glukoseniveau osv. En ’stressor’ er noget, der forstyrrer den homeostatiske balance – for eksempel at blive jaget af en løve, hvis du er en zebra, eller jage efter en zebra, hvis du er en sulten løve. Stressresponset er rækken af neurale og hormonelle ændringer, der opstår i zebraen eller løven, designet til at få dem igennem krisen og genetablere balancen (homeostase). Det er vigtige ’trin’ i hjernen, der medierer starten på stressresponset. Synet af løven aktiverer amygdala, der stimulerer hypothalamus, som derefter aktiverer både det autonome nervesystem og igangsætter frigivelsen af hormoner til blodbanen” (Sapolsky, 2017, s. 125).
Lad mig give en beskrivelse mere på udløsning af et stressrespons baseret på Ursin & Eriksen (2004): Stressreaktionen opstår, når der er en homeostatisk ubalance eller en trussel mod homeostase og organismens liv. Stressreaktionen kan ses som en alarm i organismen, der starter en neurofysiologisk aktivering, som øger arousalniveauet. En sammenligning her er feber. Feberen er ubehagelig, men er faktisk en del af løsningen. På samme måde har stressreaktionen den funktion at drive organismen til at lave løsninger for at nulstille kilden til alarmen. Alarmen fremkalder specifik adfærd for at klare situationen. Stressreaktionen, som i øvrigt er ret generaliseret og ensartet uanset udfordringen, er derfor en væsentlig og nødvendig fysiologisk reaktion, og ubehaget ved alarmen er ingen helbredstrussel.
Efter ovenstående beskrivelser af et hensigtsmæssigt og effektivt stressrespons, som en organisme ikke kan fungere uden, er det tid til at understrege, at stressresponset langt fra fungerer perfekt til de stressorer, som mange mennesker udfordres af i dagens samfund. Det kan udvikle sig særdeles uhensigtsmæssigt, når stressresponset igangsættes igen og igen, uden at situationen stabiliseres. Problemet med denne langvarige stress er, at vores stressrespons ikke egner sig til at løse den slags udfordringer. Der er ofte ikke grund til klargøring til fysisk aktivering, kaldet ’kamp-flugt’-responset, når stressorerne har en psyko-social karakter.
Brug nu lidt tid til at læse de udmærkede beskrivelser i figur 1 og figur 2 om hhv. kortvarig og langvarig stress.
Figur 1: Kortvarig stress (Engsig & Sundhedsstyrelsen 2007, s. 5).
Figur 2: Langvarig stress (Engsig & Sundhedsstyrelsen 2007, s. 6).
Jeg vil herefter give ordet til Robert Sapolsky, der i bogen Behave fra 2017 fint opsummerer problematikken med at forstå stress som hhv. akut og langvarig – og bemærk hans supplement med at skelne mellem fysisk og psykologisk stress:
“Hvis du er stresset som et normalt pattedyr i en akut fysisk krise, er stressreaktionen livreddende. Men hvis du i stedet kronisk aktiverer stressreaktionen på grund af psykologisk stress, så lider dit helbred. Et menneske bliver sjældent sygt, fordi det ikke kan aktivere stressreaktionen, når det er nødvendigt. I stedet bliver vi syge af at aktivere stressreaktionen for ofte, for længe og af rent psykologiske årsager. Det er afgørende, at de gavnlige virkninger af stressreaktionen for spurtende zebraer og løver udspiller sig i løbet af sekunder til minutter. Men når tidsforløbet er uger og måneder (vedvarende stress), vil det have negative konsekvenser” (Sapolsky, 2017, s. 127).
Med viden om denne problematik om akut og langvarig – og fysisk og psykologisk stress, så lad os gå videre til nogle kendetegn ved stress af den type, som typisk står på i uger til måneder og derved kan påvirke personens velbefindende.
Kendetegn ved stress – og en konceptualisering
Vi kender nok alle stress gennem personlig erfaring, og der er da også nogle almene faktorer, som ofte kan være anledning til stress. Folk rapporterer fx ting som arbejdsbelastning, eksamen, konflikter, tab eller sammenbrud af et tæt forhold, manglende kontrol over situationen, kronisk dårligt helbred og arbejdsløshed som værende stressende. Men det, som kan være stressende for én person, vil ikke nødvendigvis være det for en anden, og derfor handler det mere om oplevelsen af situationen end om situationens almene kendetegn.
Stress er forbundet med fysiologisk og psykisk aktivering som reaktion på øgede krav, trusler og udfordringer fra omgivelserne. Uanset alvorligheden og varigheden, så er stress en tilstand generelt karakteriseret ved anspændthed og ulyst hos den enkelte, og stress kan have konsekvenser for individets velbefindende på kortere eller længere sigt (se figur 3 nedenfor).
Figur 3: Afgrænsning af stress (Engsig & Sundhedsstyrelsen 2007, s. 4).
Stress er ikke i sig selv en sygdom eller en diagnose, men kan resultere i fysiologiske og psykologiske forandringer, som er forbundet med forhøjet risiko for fysisk og psykisk sygdom (Jennum et al., 2015).
Stress er en reaktion på fysisk eller psykisk belastning, og opstår, når en person oplever, at omgivelsernes krav og forventninger overstiger personens kapacitet. Omfanget af stress-reaktionen afhænger af, i hvor høj grad belastningen opfattes som truende sammenholdt med de ressourcer, man oplever at have til rådighed til at tackle situationen. Stress-reaktioner kan være psykiske, fysiske eller adfærdsmæssige (Engsig & Sundhedsstyrelsen, 2007). Som det også ses i figur 2 ovenfor, handler det bl.a. om hovedpine, kvalme, ondt i maven, hjertebanken, irritabilitet og forvirring. Det er også almindeligt, at folk klager over, at stress påvirker deres funktion negativt. Det forringer deres koncentrationsevne og evne til at få arbejdet udført på en effektiv måde. Adfærdsmæssige reaktioner på stress kan være søvnproblemer, øget brug af stimulanser (rygning, alkohol, mad), gråd og ligegyldighed.
Vi kan også blive klogere på, hvad stress er, ved at kigge på, hvordan man måler stress vha. det validerede spørgeskema ’Perceived Stress Scale, PSS-10’, som man bruger i forskning og bl.a. også i Den Nationale Sundhedsprofil, som jeg nævnte indledningsvis. I figur 4 nedenfor vises de 10 spørgsmål, som spørgeskemaet består af.
Figur 4: De 10 spørgsmål i Perceived Stress Scale – Danskernes sundhed – Spørgeskema[1].
Spørgsmålene handler om, i hvilket omfang svarpersonen inden for de seneste fire uger har oplevet sit liv som uforudsigeligt, ukontrollerbart eller belastende, og det er værd at bemærke her, at der i nogle af spørgsmålene er en vis lighed med begreber som trivsel, mental sundhed, angst og livskvalitet. For børn vil man måske oftere tale om trivsel og mental sundhed, end om stress, se fx her[2].
For at komme de næste skridt fremad mod en bedre forståelse af stress, har jeg valgt at kigge systematisk på fænomenet ud fra en tredelt definition af stress fra Naja Hulvej Rod (2020, s. 176):
- Stress defineres som faktorer i omgivelserne, der påvirker individet (stressorer).
- Stress defineres som det interaktionelle forhold mellem belastninger i omgivelserne og individets forventning til at kunne håndtere disse belastninger (oplevet stress).
- Stress defineres som den fysiologiske, psykologiske eller adfærdsmæssige reaktion på eksterne belastninger (stressreaktion).
Uden at de skal forstås som helt uafhængige af hinanden, vil jeg nedenfor bruge de tre punkter som en skabelon for en beskrivelse af flere aspekter ved stress. Det er ikke tænkt som en fyldestgørende beskrivelse, men snarere som et ståsted, som efterfølgende kan bruges til yderligere undersøgelser af disse og andre elementer knyttet til stress, eksempelvis hvordan man kan mindske, mestre og behandle stress, eller hvordan stress er forbundet med forhøjet risiko for sygdomme af forskellig art.
Stressorer – faktorer i omgivelserne
Livsbegivenheder og livsforandringer
Dette perspektiv tager indledningsvis afsæt i arbejde af Holmes og Rahe i 1960’erne, hvor de påpegede, at forskellige begivenheder i folks liv (life events) kan være ’stressorer’, fordi disse begivenheder kræver opmærksomhed og handling (Lyon, 2012).
Udvalgte begivenheder fra Holmes og Rahes liste over væsentlige livsbegivenheder er fx skilsmisse, ægteskab, graviditet, problemer med chefen, ferie, Jul, dødsfald i den nærmeste familie og daglige belastninger (nabostridigheder, computerproblemer eller trafikale forsinkelser). Men det kan også i høj grad være “rammefaktorer” i lokalområdet, og således kan kriminalitet, ulighed i indkomst, arbejdsløshed og boligforhold være belastende for det enkelte individ (Rod, 2020).
Yderligere stressorer af denne type fremgår af figur 5 nedenfor (Netterstrøm 2013, s. 124):
Figur 5: Stressorer (Netterstrøm, 2013, s. 124).
Krav og udfordringer som stressorer på arbejdet og i privatlivet
Det siger sig selv, at det kan føles stressende, når man står over for store krav, men der er imidlertid mindst et par nuanceringer, som er vigtige at have for øje. Før det første kan det være meningsfuldt at skelne mellem tre kategorier af krav: 1) Kvantitative krav, 2) Komplekse krav og 3) Følelsesmæssige krav (Ladegaard et al., 2017, s. 36-37). For det andet skal kravene ses i sammenhæng med de ressourcer, som man har til rådighed, og desuden betyder det også en hel del, hvilken grad af kontrol, man oplever at have over de opgaver, man står overfor – forholdet mellem krav og kontrol står centralt i den såkaldte ’Krav-Kontrol-model’, som er udviklet af Robert Karasek (Netterstrøm, 2013, s. 129).
En supplerende beskrivelse med fokus på arbejdsrelaterede udfordringer kommer fra arbejdsmiljøforskningen, hvor stressorer foreslås opdelt i hhv. hændelser, krav og konflikter[3]:
- Hændelser, som er stadfæstet i tid og sted. Fx ulykker med død eller lemlæstelse, voldsepisoder, verbale trusler, ydmygelse i andres nærvær, gentagne grove irettesættelser, uønskede seksuelle tilnærmelser, degradering, forbigåelse, uønsket forflytning eller opsigelse, kritisk eksponering i medierne osv.
- Krav kan blive stressorer, når de kvantitativt og/eller kvalitativt overstiger de personlige ressourcer og/eller kompetencer. Det centrale er arbejdets omfang (for mange opgaver) eller karakter (opgaver, der ikke kan løses).
- Konflikter med interpersonelle spændinger og emotionelle belastninger. Det centrale er ubehagelige samtaler, åbne opgør, personlige sympatier og antipatier og langvarige emotionelt belastende konflikter, hvorimod arbejdsopgaverne i sig selv ikke er kilden til problemerne.
Individualisering og følelse af utilstrækkelighed
Jeg vil tilføje et nyere perspektiv, som handler om individualisering, præstation og utilstrækkelighed.
’En epidemi af individualisering’ er en vending fra et debatindlæg af Svend Brinkmann[4]. I bogen ”Utilstrækkelig” påpeger Christian Hjortkjær, at konsekvensen af individualiseringen er, at man har gjort de unge 100 % ansvarlige for deres egne skæbner: ”hvis du vælger forkert, så har du kun dig selv at skyde skylden på”. Det leder til skyld og selvbebrejdelse, og resultatet er, at man efterlades med en massiv følelse af utilstrækkelighed (Hjortkjær, 2020).
I bogen Præstationskultur af Anders Petersen og Søren Christian Krogh fremføres det, at vi i de senere år har været vidne til en udvikling, hvor fokus på individets præstationer har fået en ganske særlig betydning i samfundet. Det er blevet vigtigt at præstere godt i alle livets forhold, og vores præstationer har stor betydning for, hvordan vi konstruerer os selv og vores muligheder i tilværelsen (Petersen & Krogh, 2021, s. 8). Og her vil jeg tilføje, at de sociale medier har en stor og uhensigtsmæssig rolle, men det er en afstikker, som ikke skal forfølges her.
Ifølge Petersen & Krogh (2021, s. 12) internaliseres præstationssamfundets sociale logik i os, og det får den konsekvens, at det, der begyndte som et frihedsprojekt, stille og roligt slår om i sin modsætning og bliver til et tvangsforhold. Presset for at skulle præstere bliver til et indvendigt pres, der kan opleves som tvang (Petersen & Krogh, 2021, s. 15).
På den måde bliver uopnåelige idealer internaliseret, og det leder til selvbebrejdelse og skam. Christian Hjortkjær sammenfatter det i sin bogs hovedpointe: ”Man bliver syg af at blive fortalt, at man er fri, men i praksis at skulle leve op til en moralsk perfektionisme om at være det perfekte menneske, der for alt i verden ikke må lave fejl, og som hele tiden må forsøge at vise den bedste udgave af sig selv” (Hjortkjær, 2020).
I tråd med dette beskriver Mette Vesterager i bogen ”Stress og eksistens”, bl.a. med Ulrich Becks begreb om institutionaliseret individualisering, at individualiseringen og “eksplosionen af muligheder” bliver en byrde, som leder til skyld og skam (Vesterager, 2019, s. 140-142). Hun refererer videre Beck for, at problemer, som vedrører systemet, gøres til et spørgsmål om personlig utilstrækkelighed. Det kan skabe en ond spiral, for hvis man føler, at man selv er skyld i sin stress, så er det med til at forstærke tilstanden (Vesterager 2019, s. 140).
Samlet set er der mange stressorer omkring ethvert menneske – nogle vil være håndgribelige og tydelige, mens andre opstår i den enkelte person uden at være tydeligt koblet til omgivelserne. Når man arbejder med løsninger på det individuelle plan, så skal man huske, at nogle skal have mere hjælp til det end andre. Svend Brinkmann kommer i ovennævnte debatindlæg med en vigtig pointe om, at vi skal gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe mennesker med stress, men samtidig undgå at personliggøre de problemer i arbejdslivet, der er knyttet til samfundsmæssige og organisatoriske forhold, der bedst diskuteres politisk og reguleres kollektivt. Øget robusthed er absolut ikke løsningen, hvis det er rammerne, det er galt med. Men det udelukker ikke, at man også kan arbejde med individers evne til at håndtere udfordringer – det er ikke enten-eller. Se mere om dette i blogindlægget “Tro ikke på alt, hvad du tænker”.
Oplevelsen af stress – individets forventning til at kunne håndtere stressorer
Den enkelte persons oplevelse og fortolkning af stressorerne i den pågældende situation er en meget vigtig faktor i forståelsen af stress. Prøv at se denne tekstbid fra John Medina:
”Det er svært at vide, hvad et andet menneske vil opleve som stress. Nogle mennesker laver faldskærmsudspring for deres fornøjelses skyld, mens det er andres værste mareridt. Er det i sig selv stressende at hoppe ud af et fly? Svaret er nej, og det fremhæver stressens subjektive karakter” (Medina, 2014, s. 60-61).
Det er således helt centralt, hvorledes den aktuelle stressor opfattes af individet: altså sammenhængen mellem belastninger i omgivelserne og individets forventning til at kunne håndtere disse belastninger. Denne vurdering af stressorerne er dækket af det engelske ord ’appraisal’, som Richard Lazarus har præsenteret i stressforskningen, og som han senere – bl.a. sammen med Susan Folkman – har videreudviklet i teorier om coping – også kaldet mestring (Lazarus, 2012). Stresscoping er et meget vigtigt begreb, som vil blive udfoldet i et andet blogindlæg.
I en anden variant kan stressoplevelsen formuleres på denne måde: ”Stress defineres som et særligt forhold mellem personen og omgivelserne, som opfattes som en belastning af personen eller som overstiger hans eller hendes ressourcer og truer hans eller hendes velbefindende” (Netterstrøm, 2013, s. 123).
På den måde vil der jo være uendeligt mange specifikke forhold mellem en person og en given situation – og ja, sådan må det nødvendigvis forholde sig, da stressorens tyngde og type bedømmes i lyset af personens tidligere erfaringer og den kontekst, som det foregår i.
Men tænk om man kunne stoppe op og spørge sig selv, om stressoren egentlig er værd at stresse over? Forfatteren Mark Manson mener, at man bør lære at være fucking ligeglad med ting, som faktisk ikke er vigtige for én. Også selvom de bliver præsenteret som vigtige eller kan se ud til at være vigtige. Læs mere om at forholde sig aktivt til sine værdier samt hvilke målestokke, vi måler os selv efter i dette blogindlæg.
Sammenfattende kan man sige, at hvorvidt en stimulus er ’truende’, afhænger af individets vurdering af situationen, som er baseret på 1) egne og miljøbestemte ressourcer (herunder muligheden for at få social støtte), 2) tidligere erfaringer, og 3) forventninger til resultatet. Selvom der er nogle stimuli, som vil blive betragtet som negative i de fleste eller alle situationer, så er der mængder af forhold/situationer, der vil blive opfattet som positive af nogle personer og negative af andre.
Stressreaktion: fysiologiske, psykologiske og adfærdsmæssige reaktioner
Stress defineres under dette afsnit som den fysiologiske, psykologiske og/eller adfærdsmæssige reaktion på belastninger. En særlig del af de fysiologiske reaktioner er det såkaldte ’stressrespons’, som er kendetegnet ved et ret ensartet respons uafhængigt af den specifikke udfordring. Således kan både en konkret situation såvel som bare tanken om noget udløse dette stressrespons, som beskrives nærmere nedenfor.
Tre komponenter i stressresponset
Det fysiologiske stressrespons igangsættes af amygdala og hypothalamus og består af følgende tre dele:
- HPA-aksen – Hypothalamus (CRH)-hypofysen (ACTH)-binyrebarken: kortilsoludskillelse i blodbanen
- Det sympatiske nervesystem, inkl. udskillelse af adrenalin fra binyremarven til blodbanen
- LC-NA systemet (locus coeruleus-noradrenalin-systemet) – noradrenalin udskilles i hjernen og giver øget ’psykisk arousal’
Det tre ben i stressresponset (noradrenalin, kortisol samt det sympatiske nervesystem) er designet til at gøre det muligt for en organisme at håndtere en fysisk stressor – dette kaldes også for ”kamp-flugt”-responset.
Stressresponset mobiliserer hurtigt næringsstoffer fra depoterne, og desuden øges puls og blodtryk, hvilket sikrer hurtig fordeling af næringsstoffer fra blodbanen til muskler og hjerne. Langsigtede ”byggeprojekter” – vækst, vævsreparation og reproduktion – bliver udskudt til, når krisen er overstået. Beta-endorfin udskilles, immunsystemet stimuleres, og blodkoagulationen forbedres, alt sammen nyttigt ved eventuel smertefuld skade. Hjernen bliver desuden påvirket af noradrenalin og kortisol til at være mere årvågen og effektiv.
Almindelige reaktioner på stress
Som nævnt ovenfor kan stressreaktioner være psykiske, fysiske eller adfærdsmæssige, og nedenfor oplistes nogle almindeligt forekommende reaktioner på stress, hvis man ikke lykkes med at håndtere den udfordring, som udløste stressen.
Psykisk kan man bl.a. se ulyst, angst, hjælpeløshed, depressive symptomer, irritabilitet, koncentrationsbesvær, aggressivitet, nervøsitet, nedsat hukommelse, impulsivitet, rastløshed, nedsat sexlyst, forvirring, ubeslutsomhed, nedsat humoristisk sans, humørsvingninger og håbløshed.
Fysiske klager inkluderer hovedpine, hjertebanken, diarré, svimmelhed, mavesmerter, muskelspændinger og muskelsmerter, træthed, kvalme, åndedrætsbesvær, appetitløshed, svedeture, forstoppelse, hyppig vandladning, brystsmerter, sure opstød samt kolde fingre og fødder.
Adfærdsmæssige forandringer omfatter bl.a. søvnproblemer, øget brug af stimulanser, øget madindtag eller appetitløshed, nedsat fysisk aktivitet, gråd, ligegyldighed over for eget udseende, neglebidning, distancering fra andre og øget sygefravær (Engsig & Sundhedsstyrelsen, 2007).
Fra stress til sygdom
Vores fysiologiske stressrespons er velegnet til at svare på akutte og længerevarende fysiske kriser, men er uhensigtsmæssigt, når det handler om psykologiske og sociale udfordringer, som det ofte er tilfældet for mennesker i dagens samfund. Selvom stress som før nævnt ikke i sig selv defineres som en sygdom, er længerevarende stress en risikofaktor for adskillige tilstande og sygdomme, herunder forhøjet blodtryk, hjertekarsygdom og depression (Sundhedsstyrelsen, 2018, s. 25). Sapolsky (2004, s. 16) nævner, at sygdomme ved langvarig stress for en stor del kan ses som “disorders of excessive stress-responses”, hvor et langvarigt forhøjet niveau af kortisol spiller en stor negativ rolle. Af den grund kan det ende op med, at stressresponset bliver mindst lige så skadeligt som stressorerne selv.
Mange faktorer, der indbyrdes påvirker hinanden er med til at afgøre, om belastningen får helbredsmæssige konsekvenser (Netterstrøm, 2013, s. 124):
- Belastningens styrke og varighed
- Hvorledes belastningen opleves og vurderes
- Personlige og miljøbestemte ressourcer hos det belastede individ
- Hvorledes belastningen og oplevelsen af denne håndteres
- Hvilken grad af fysiologiske reaktioner og symptomer, belastningen medfører
- Sygdomsdispositionen hos individet
Man ved en del om, hvordan stress i flere specifikke trin kan påvirke forskellige kropssystemer i en skadelig retning, men det er for omfattende at komme ind på i dette blogindlæg. Meget forenklet forklaret her handler det om kortisols negative effekter samt, at stressen fremmer kropstilstande med meget fokus på aktivering og høj arousal, som fører til en nedprioritering af processer, der handler om reparation og genopbygning.
Som afslutning på dette afsnit om stress og sygdom vil jeg nævne diagnoserne ”belastningsreaktion” og ”tilpasningsreaktion”, som vil kunne anvendes i forbindelse med alvorlige reaktioner på langvarig stress. Belastningsreaktion anvendes som betegnelse for en længerevarende psykisk reaktion, mens tilpasningsreaktion beskrives som en klinisk tilstand, der opstår i tilslutning til svær eller langvarig psykosocial belastning og er karakteriseret ved depressive, emotionelle, adfærdsmæssige eller angstprægede symptomer samt anspændthed, ulyst og oplevelsen af tab af selvkontrol[5].
Afslutning
Dette blogindlæg er baseret på mit udtræk af nogle hovedlinjer fra litteraturen – og jeg har hermed forsøgt at tydeliggøre, hvordan man kan tale om stress på en meningsfuld måde ved at opdele dette store emne i mindre bidder. Nogle emner fik jeg udfoldet lidt, andre bare antydet vigtigheden af – og nogle emner blev slet ikke nævnt, da formålet først og fremmest var at give et ståsted for videre drøftelser og nysgerrige udforskninger. Vi har glæde af at kende perspektiverne og emnerne hver for sig, men vi skal samtidig være meget bevidste om, at det ikke er enten et biologisk eller et psykologisk eller et samfundsfagligt perspektiv. Det interessante er, hvordan de spiller sammen – altså hvordan omgivelserne kommer ind i vores kroppe, og hvilke spor de sætter. Med en samlet forståelse giver det bedre muligheder for at handle på flere arenaer og måder for at forebygge og behandle stress.
Litteraturliste
DeVon, H. A., & Saban, K. L. (2012). Psychosocial and biological stressors and the pathogenesis of cardiovascular desease. I V. H. Rice (Red.), Handbook of stress, coping, and health: Implications for nursing research, theory, and practice (Second edition, s. 381–408). SAGE Publications.
Engsig, A. & Sundhedsstyrelsen. (2007). Langvarig stress: Aktuel viden og forslag til stress-forebyggelse. Center for Forebyggelse, Sundhedsstyrelsen.
Hjortkjær, C. (2020). Utilstrækkelig: Hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge. Klim.
Jennum, P., Bonke, J., Clark, A.J., Flyvbjerg, A., Garde, A.H., Hermansen, K., Johansen, C., Møller, M., Rod, N.H., Sjödin, A., Zachariae, B. (2015). Søvn og sundhed. Vidensråd for Forebyggelse.
Ladegaard, Y., Rasmussen, P., Andersen, M. F., & Netterstrøm, B. (2017). Kort & godt om stress (2. udgave). Dansk Psykologisk Forlag.
Lazarus, R. S. (2012). Evolution of a model of stress, coping, and discrete emotions. I V. H. Rice (Red.), Handbook of stress, coping, and health: Implications for nursing research, theory, and practice (Second edition, s. 199–223). SAGE Publications.
Lyon, B. L. (2012). Stress, coping, and health—A conceptual overview. I V. H. Rice (Red.), Handbook of stress, coping, and health: Implications for nursing research, theory, and practice (Second edition, s. 2–20). SAGE Publications.
Medina, J. (2014). Brain rules: 12 principles for surviving and thriving at work, home, and school (Second edition). Pear Press.
Netterstrøm, B. (2013). Stress. I E. Friis-Hasché, L. Frostholm, & A. Schröder (Red.), Klinisk sundhedspsykologi (2. udgave, s. 123–137). Munksgaard.
Petersen, A., & Krogh, S. C. (2021). Præstationskultur. Aarhus Universitetsforlag.
Rod, N. H. (2020). Stress og helbred. I R. Lund, C. J. Nilsson, & L. Schmidt (Red.), Medicinsk sociologi: Sociale faktorers betydning for befolkningens helbred (3. udgave, s. 173–195). Munksgaard.
Sapolsky, R. M. (2004). Why zebras don’t get ulcers (Third edition). St. Martin’s Griffin.
Sapolsky, R. M. (2017). Behave: The biology of humans at our best and worst. Penguin Press.
Sundhedsstyrelsen. (2018). Danskernes sundhed: Den nationale sundhedsprofil 2017. Sundhedsstyrelsen.
Ursin, H. & Eriksen, H. R. (2004). The cognitive activation theory of stress. Psychoneuroendocrinology, 29(5), 567–592. https://doi.org/10.1016/S0306-4530(03)00091-X
Vesterager, M. (2019). Stress og eksistens: Nye veje til at forstå og bekæmpe stress. Hans Reitzel.
[1] Danskernes sundhed – Spørgeskema – https://www.danskernessundhed.dk/Spoergeskema.html
[2] Mental sundhed og psykisk sygdom hos 0-9 årige børn – http://www.vidensraad.dk/content/mental-sundhed-og-psykisk-sygdom-hos-0-9-%C3%A5rige-b%C3%B8rn-0
[3] Sundhed.dk – Stress (tilpasningsreaktion, belastningsreaktion), arbejdsrelateret – https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/arbejdsmedicin/arbejdsrelaterede-sygdomme/stress-tilpasningsreaktion-arbejdsrelateret/
[4] Vi skal være varsomme med at overdramatisere stressepidemien – https://politiken.dk/kultur/art6720382/Vi-skal-v%C3%A6re-varsomme-med-at-overdramatisere-stressepidemien
[5] Sundhed.dk – Stress (tilpasningsreaktion, belastningsreaktion), arbejdsrelateret – https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/arbejdsmedicin/arbejdsrelaterede-sygdomme/stress-tilpasningsreaktion-arbejdsrelateret/