Interaktionen mellem krop og psyke er et centralt tema for psykomotorik. Der er flere forskellige forbindelsesveje, og her vil jeg vise, at det kan foregå gennem et ’skjult’ system, der ligger dybt i os og er i spil, uanset om man er bevidst om det eller ej.
Det handler om en patient, som Antonio Damasio har beskrevet i bogen ’Fornemmelsen af det, der sker’ fra 2004. Lad os starte med en beskrivelse af patienten, som kaldes David.
Præsentation af David
David, som lider af en af de alvorligste lærings- og hukommelsesdefekter, der nogen sinde er registreret, kan overhovedet ikke lære nye kendsgerninger. Han kan for eksempel ikke lære et eneste nyt fysisk fænomen, sted eller ord. Han kan som følge deraf ikke lære at genkende en ny person hverken ud fra ansigtet, stemmen eller navnet. Davids problem skyldes en omfattende skade i begge temporallapper, herunder skade i hippocampus og amygdala (områder med afgørende betydning for hukommelse og læring).
Damasio fandt det interessant, at på trods af, at David overhovedet ikke kunne genkende nogen mennesker, så var der bestemte mennesker, som han hyppigt valgte at henvende sig til, hvis han ville have en cigaret eller en kop kaffe, og der var visse mennesker, han aldrig opsøgte. Altså selvom han ikke anede, om han nogen sinde havde set dem før, ikke vidste hvad de hed og ikke kunne pege på dem, hvis deres navn blev nævnt.
Eksperimentet med den gode og den onde
Damasio og hans kollega Daniel Tranel designede derfor et forsøg, som blev kaldt ’eksperimentet med den gode og den onde’.
Interventionen:
Gennem en uge blev David inddraget i tre forskellige former for menneskeligt samspil.
- Samspil med den gode – foregik med en person, som var ekstremt rar og imødekommende, og som altid belønnede David, hvad enten han bad om noget eller ej
- Samspil med den neutrale – var med en person, som var følelsesmæssigt neutral, og som inddrog David i aktiviteter, som hverken var behagelige eller ubehagelige
- Samspil med den onde – foregik med en person, som havde en brysk optræden, som svarede nej til ethvert ønske, og som inddrog David i en meget kedelig psykologisk opgave, som ville få selv en helgen til at kede sig ihjel
Med hjælp fra adskillige assistenter blev forskellige situationer iscenesat fem dage i træk i tilfældig rækkefølge, men altid med et bestemt tidsinterval, således at man kunne måle og sammenligne, hvor lang tid i alt David blev udsat for hhv. den gode, den onde og den neutrale.
To efterfølgende tests:
Test 1: I den ene opgave skulle David se på fire fotografier ad gangen, hvoraf ét af dem viste ansigtet af en af de tre personer i forsøget, og blev derpå spurgt: ”Hvem ville du henvende dig til, hvis du havde brug for hjælp?” og for yderligere uddybning: ”Hvem tror du er din ven i denne gruppe?“.
Det viste sig, at når den gode forekom på et af de fire billeder, så valgte David denne person 80 % af gangene. Dette kunne ikke være tilfældigt — for så ville David have valgt hvert af de fire billeder 25 % af gangene. Modsat blev den onde blev næsten aldrig valgt, hvilket igen modsagde, at der var tale om tilfældig adfærd. Den neutrale blev valgt med en sandsynlighed, der ikke var større end ren tilfældighed.
Test 2: I den anden opgave skulle David se på fotografier af de tre personers ansigter (den gode, den neutrale og den onde) og fortælle, hvad han vidste om dem. David kunne ikke huske, at han nogen sinde havde mødt dem, og kunne ikke komme i tanker om et eneste tilfælde, hvor han havde haft noget at gøre med dem. Han kunne selvfølgelig ikke sige, hvad de hed, han kunne ikke pege på den, hvis navn man nævnte, og han anede ikke, hvad der var sket i den foregående uge. Men da han blev spurgt om, hvem af de tre, der var hans ven, valgte han konsekvent den gode.
Derudover beskriver Damasio en supplerende iagttagelse på denne måde:
”David blev fulgt til et møde med den onde, og da han kom ind i gangen og så den onde stå og vente på ham, trak han sig tilbage, stoppede op et øjeblik og lod sig først da forsigtigt følge ind i undersøgelseslokalet. Jeg spurgte ham med det samme, om der var noget i vejen, om der var noget, jeg kunne gøre for ham. Men som ventet svarede han nej, alt var i orden — når alt kommer til alt var hans sind blottet for indhold, måske bortset fra en isoleret fornemmelse af emotion uden en årsag til denne emotion. Jeg er ikke i tvivl om, at synet af den onde fremkaldte en kortvarig emotionel reaktion og en kortvarig her-og-nu-følelse”.
Og så har han denne afsluttende bemærkning om gennemførelsen af eksperimentet:
”Lad mig afslutte disse bemærkninger med at sige, at den onde i vores eksperiment var en ung, venlig og smuk kvindelig neuropsykolog. Vi havde designet eksperimentet på denne måde og fået hende til at spille mod sin type, fordi vi ønskede at bestemme, i hvilken grad Davids åbenbare forkærlighed for at være i selskab med unge, smukke kvinder ville udligne hendes kontrære adfærd og den kendsgerning, at det var hende, der præsenterede den kedelige opgave. Selv ikke nok så meget naturlig skønhed kunne have kompenseret for den negative emotion, som var induceret af den ondes opførsel og af den ringe underholdningsværdi, hendes opgave indebar”.
Hvad kan eksperimentet fortælle os om krop-psyke-interaktionen?
Damasio peger på, at der afgjort ikke var noget i Davids bevidste sind, som gav ham en åbenlys grund til korrekt at vælge den gode og afvise den onde. Han vidste ikke, hvorfor han valgte den ene og afviste den anden; han gjorde det bare.
Ifølge Damasio er det emotioner og repræsentationerne af dem i hjernen, som ligger til grund for Davids valg, og Damasio forklarer, at David ikke havde lært ny viden af den type, som kan mobiliseres i sindet i form af et tydeligt ’billede’, forstået som bevidst hukommelse. Men der var noget i hans hjerne, og dette noget kunne skabe resultater i ikke-billedform: i form af handlinger og adfærd. Davids hjerne kunne generere handlinger svarende til de oprindelige møders emotionelle værdi som resultat af belønning eller mangel på samme.
Det får Damasio til at konstatere, at vi ikke behøver at være os det, der inducerer en emotion, bevidst, og tit er vi det ikke. Hændelser, som fremkalder emotioner og fører til efterfølgende følelser og handling, behøver med andre ord ikke at være genstand for opmærksomhed, men kan forekomme under det bevidste plan og alligevel fremkalde emotionelle reaktioner.
Opsummering
Eksperimentet viser, at emotioner udgør en væsentlig del af samspillet mellem krop og psyke, da de ændrede kropstilstande er tæt forbundet med følelser og adfærd.
I Davids tilfælde kan man lidt forenklet sige, at der først sker en induktion af emotioner ved hans samspil med den gode og den onde; dvs. signaler fra psyke til krop.
Dermed sættes der spor i hjerneområder, der har tæt forbindelse til kroppen, men faktisk ikke til andre bevidste dele af hjernen (for det kan Davids hjerne ikke). Sporene er repræsentationer af kropstilstande, som gennem emotionerne ’udspiller sig’ i hans krop.
I de efterfølgende tests – og hans efterfølgende adfærd – signaleres der fra krop til psyke. Det sker ved, at en fornemmelse for kropstilstanden under samspillet bliver hentet frem igen – på et ubevidst plan – og det medfører følelser og handling.
Samlet set kan denne historie vise, at også selvom man har en intakt hjerne og kan være bevidst om mange flere ting end David, så er der ved hjælp af emotioner en to-vejsforbindelse mellem psyke og krop. Det er desuden vigtigt at notere sig, at det kan ligge under vores bevidsthedsniveau, men alligevel påvirke følelser og adfærd.
Referencer
Damasio, A. (2004). Fornemmelsen af det, der sker. Hans Reitzels forlag.