I sin bog ’Professionel relationskompetence’ (Linder, 2016, s. 35) skriver Anni Linder: ’Jeg har undervist i relationskompetence i 15 år, og jeg starter ofte mine undervisningsforløb med at spørge mine deltagere, om de er relationskompetente. Svaret er, ikke overraskende, altid ja. Men er vi da alle sammen lige relationskompetente? Nej, nogle er klart mere kompetente end andre. Men hvordan arbejder vi professionelt med at udvikle begrebet relationskompetence, hvis vi ikke har en skalering eller i det mindste anvender et fælles fagteknisk sprog for begrebet?’
Spørgsmålet, som Anni Linder stiller, er meget vigtigt også på et generelt niveau, og man burde nok en gang imellem standse op og rette blikket på sine egne forforståelser og ens fags måder at tale om tingene på. Fx skriver Leif Kongsgaard og Morten Hulvej Rud i indledningen til bogen ’Bedre begrundet praksis’ (Kongsgaard & Rod, 2018, s. 13), at vi bør undgå ’tavs viden-fælden’: Denne fælde falder vi i, når vi insisterer på, at det, vi laver, er så komplekst, intuitivt, individuelt og situationsbestemt, at man faktisk ikke kan tale om det eller på nogen måde generalisere fra én situation til en anden. De opfordrer til, at vi bør forsøge at forstå, beskrive og begrunde vores egen – og hinandens – praksis frem for at gemme os bag uklare formuleringer som ’den gode relation’, ’intuition’, ’mavefornemmelse’, ’kemi’, ’erfaring’ osv. (Kongsgaard & Rod, 2018, s. 21).
Forlaget Samfundslitteratur har siden 2016 udgivet (små) bøger i en serie, der hedder ’Professionernes begreber’, som er rettet mod relationsprofessionelle, forstået som bl.a. pædagoger, lærere, sygeplejersker, socialrådgivere samt studerende. På forlagets hjemmeside[1] præsenteres baggrunden for serien med denne formulering: ’Faglige begreber spiller en central rolle i såvel professionernes uddannelsesbekendtgørelser som i deres praksis og er på denne vis med til at definere de enkelte professioners faglighed og selvforståelse. Med begreberne organiserer, kategoriserer, analyserer og forklarer vi praksis. Begreber former vores ‘blikke’, idet de er med til at bestemme, hvad vi får øje på, hvad vi ikke ser – og hvordan vi handler. Derfor skal begreber omgås med omhu’. Dette er forlagets afsæt til at få en række erfarne forskere til ’at videregive en forståelse af professionsrelevante begreber, som giver læseren mulighed for at orientere sig i, hvad de omfatter, hvad de medfører, og hvilket tankemæssigt grundlag de er funderet på’.
Når man arbejder med mennesker, som mange forskellige fagpersoner gør, vil den sociale relation være en væsentlig del af professionsudøvelsen, og efter denne lange indledning skal vi kigge lidt nærmere på Ole Løws bog ’Relationer’, som er den sjette bog i serien (Løw, 2019). Bogen udfolder betydningen af sociale relationer mellem fagpersoner og ’den Anden’, forstået som barnet, eleven, patienten eller borgeren, og Løw vælger at præsentere fem forskellige perspektiver – med to-tre teoretikere og fem nøglebegreber – i hver sit kapitel:
- Kommunikation i relationer
- Teoretikere: Gregory Bateson og Paul Watzlawick
- Nøglebegreber: Kontekst, forskel, gensidig forbundethed, feedback og punktuering
- Interaktion i relationer
- Teoretikere: G.H. Mead og Karl Tomm
- Nøglebegreber: Situation, transaktion, perspektivtagning, mønstre og dobbeltbeskrivelse
- Dialog i relationer
- Teoretikere: Mikael Bakhtin, Daniel Stern og Karsten Hundeide
- Nøglebegreber: Dialogorientering, flerstemmighed, intersubjektiv orientering, sociale kontrakter og spørgsmål
- Anerkendelse i relationer
- Teoretikere: Anne-Lise Løvlie Schibbye, Berit Bae og Martin Seligman
- Nøglebegreber: Ligeværd, lydhørhed, forståelse, accept og bekræftelse
- Narrativer i relationer:
- Teoretikere: Jerome Bruner, Gerald D. Monk og John M. Winslade
- Nøglebegreber: Sprog, tynde og tykke beskrivelser, kontrast og dobbeltlytning, diskurs og gensidig positionering
Som det fremgår af oplistningen ovenfor, præsenterer Løw mange begreber igennem bogens kapitler. Begreber kan som nævnt hjælpe os til en klarere faglig dialog, men de ’fine’ ord skal også føres ud i livet i professionsudøvelsen. I den forbindelse laver Løw en interessant tvedeling mellem hhv. forholdemåder og færdigheder, der udgør en enhed, som kendetegner professionel professionsudøvelse (Løw 2019, s. 13).
- Forholdemåder: refererer til måder at forholde sig på – til grundlæggende værdier og forståelser. En anerkendende forholdemåde omhandler fx måder at relatere sig til den anden på, som er funderet i idealer om ligeværd, respekt, lydhørhed og værdighed
- Færdigheder: For at forholdemåder skal kunne omsættes i professionel handling, må de understøttes af færdigheder, som mht. anerkendelse kunne være færdigheder i aktiv lytten og spørgen samt metakommunikation
Der er mange forskellige definitioner af relationskompetence, men trods alt en række fælles træk, og Ole Løw vælger for anskuelighedens skyld at præsentere to eksempler.
Først én som han finder forholdsvis snæver fra Jesper Juul og Helle Jensen: ’Pædagogens evne til at se det enkelte barn på deres egne præmisser at afstemme sin egen adfærd herefter uden dermed at fralægge sig lederskabet, samt evnen til at være autentisk i kontakten (…) og som pædagogens evne og vilje til at påtage sig det fulde ansvar for relationens kvalitet (…)’ (Løw 2019, s. 92).
Og dernæst en ifølge Løw temmelig bred definition fra Louise Klinge: ’Kompetencen til at etablere og fastholde positive relationer til eleverne individuelt og kollektivt, der understøtter trivsel og den alsidige udvikling for hver enkelt, og som muliggør, at klassen etableres som et læringsfællesskab’ (Løw 2019, s. 92).
Men er vi så blevet klogere på Linders spørgsmål først i blogindlægget, om hvad den studerende eller professionelle kan gøre for at blive mere relationskompetent? Man kan jo sige at, at Løw med teoretikernes begreber giver udmærkede forslag til et fælles fagligt sprog, og hans beskrivelse af færdigheder kan være med til at konkretisere, hvordan relationskompetence ’kan se ud’. Måske kan færdighederne kan være et skridt mod en skalering, som Linder nævner: gøre det tydeligere, hvad kan man, og hvilke mål man har for sin egen relationskompetence. Det er i øvrigt almindeligt at sætte mål for udvikling af kompetence i uddannelse og hos færdiguddannede[2].
Løw nævner, at den relationsprofessionelle på en og samme tid skal forholde sig til både indholds- og relationssiden af sit virke, og at ’optræning’ af professionsudøvelse nok sker bedst som en toleddet proces bestående af viden og handling (Løw 2019, s. 96).
Med andre ord skal en professionel (eller studerende) kende forholdemåder og værdier, som udtrykkes og defineres i teorier og begreber – og dernæst optræne færdigheder i at udmønte det til konkret praksis på sin måde.
Opsamling
Løws gennemgang viser, at der er vældig mange perspektiver med faglige begreber, som kan knyttes til relationskompetence. Begreber kan hjælpe – det er fagenes sprog, men der er desværre nogle gange alligevel tvivl, fx fordi der kan være flere forskellige faglige varianter af et begreb, og fordi de selvsamme ord nogle gange bliver brugt i en hverdagssproglig forståelse, der ikke rummer de nuancer, som et fagligt begreb indebærer. Desuden kan man nogle gange savne en empirisk udforskning af begreber, som på den måde vil blive koblet mere konkret til praksis.
Løws kondenserede gennemgang af perspektiverne på relationskompetence handler meget om at stille gode spørgsmål samt lidt om nonverbal kommunikation. Det er som nævnt ovenfor meget relevant og nogle gode bud på at konkretisere, hvordan relationskompetence ser ud, men i et psykomotorisk perspektiv kunne det være interessant at tilføje nogle kropslige færdigheder som supplement.
Relationer er et komplekst begreb, og Ole Løw skriver da også, at der er fare for forenklinger, når han vælger at præsentere det på sin måde i denne bog – og det forbehold gælder i endnu højere grad i denne korte omtale af bogens tanker i dette blogindlæg.
Derfor kommer der afslutningsvis en opfordring til at læse bogen, og at du som læser kaster et kritisk blik på bogens positioner og perspektiver – og sammenlign fx med andre tekster om emnet.
[1] https://samfundslitteratur.dk/bogserie/professionernes-begreber
[2] Se fx lidt mere om viden, færdigheder og kompetencer i den danske kvalifikationsramme hos Uddannelses- og Forskningsministeriet, https://ufm.dk/uddannelse/anerkendelse-og-dokumentation/dokumentation/kvalifikationsrammer/begreber
Referencer
Kongsgaard, L. T., & Rod, M. H. (2018). Bedre begrundet praksis – Velfærdsudvikling efter evidensbølgen. Samfundslitteratur.
Linder, A. (2016). Professionel relationskompetence – stjernestunder i det relationelle univers. Dafolo.
Løw, O. (2019). Relationer – Kommunikation, interaktion, dialog, anerkendelse og narrativer. Samfundslitteratur.