Boganbefaling – Christian Hjortkjær: Utilstrækkelig

Christian Hjortkjær: Utilstrækkelig. Hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge. Forlaget Klim, 2020.

Min interesse for bogen blev vakt, da jeg læste en omtale, hvor der blev nævnt nogle spændende tanker og mulige mekanismer vedrørende, at der er noget ’i samfundet’, som gør folk stressede. Jeg har selv nærmet mig det med teorier om det accelererende samfund, gør-det-selv biografi samt en kraftig fornemmelse af, at de sociale medier forstærker stressfølelsen. Den velskrevne bog levede i høj grad op til mine forventninger, og Hjortkjær udfolder fint sine argumenter bl.a. med begreber fra tænkere som Kierkegaard, Ehrenberg, Freud og Žižek.

Hovedpåstanden i bogen er, at den grundfølelse, vi bakser med i dag, ikke er skyldfølelsen, men utilstrækkelighedsfølelsen, og at det kan gøre unge psykisk syge. Bogen er henvendt til de unge, men jeg er sikker på, at ’mekanismerne’ i høj grad er til stede og relevante for mange voksne også.

En påbudskultur

Hjortkjær mener, at vi er gået fra en forbuds- og lydighedskultur til en påbudskultur, og han giver et eksempel med sin bedstemor. Hun stod i en cirkel af forbud og regler, som Hjortkjær med Ehrenbergs begreb kalder det tilladtes territorium. Hvis hun gik over stregen, så fik hun et rap over nallerne og skyndte sig tilbage i cirklen igen. Reglerne og regelsætterne var til at få øje på: hver gang bedstemor overtrådte en grænse, blev den markeret – hertil og ikke længere.

I dag vokser de unge op i det, som Ehrenberg kalder det muliges kontinent. Et eksempel på dette er talemåden ’Du kan hvad du vil’. Det lærer børn i dag – ’du skal bare ville det nok’. Men her siger Hjortkjær: ’Det er forkert. Det er en løgn. Jeg kan ikke hvad jeg vil – ingen kan ganske enkelt alt det, de vil. Det er ikke op til min vilje, om jeg kan det’. I forhold til dette billede af menneskets evner, så føler man sig utilstrækkelig. Så føler man: ’Der må være noget galt med mig, for jeg kan jo ikke’.

Et andet element af det muliges kontinent er påbuddet, der lyder: ’Du skal gøre det, du har lyst til’. Men det er ikke et tilbud, det er en ordre, og så er der i øvrigt utroligt mange ting, du skal. Du skal for det første have en uddannelse, som skal være lang og være den rigtige – altså virkelig noget du brænder for.

Men ikke nok med det, for det forventes også, at du skal: leve sundt og godt, tænke positivt og fremadrettet, holde dig i form, holde dig opdateret, være social, være original, men ikke sær, prioritere dine arbejdsopgaver, redde miljøet og være den bedste udgave af dig selv.

Hjortkjær giver desuden et eksempel med 12-tals skalaen, som han kalder for en fejlfrihedsskala: dvs. at du i udgangspunktet er et 12-talsmenneske. ’Hvad gjorde jeg forkert?’, siger den studerende. ’Jeg gik ind i lokalet med et 12-tal, og jeg gik ud med et 10-tal’. Problemet er, at vi bilder de unge ind, at alle kan få 12 – men det kan alle ikke.

Konsekvensen af ovenstående, mener Hjortkjær, er, at man på den måde har gjort de unge 100 % ansvarlige for deres egne skæbner: hvis du vælger forkert, så har du kun dig selv at skyde skylden på.

Idealer er uopfyldelige – der er ikke et nokpunkt

Regler og mål er uanset alvorligheden og sværhedsgraden konkrete, men problemet med påbuddene er, at vi aldrig kan nå i mål med dem. Påbud og idealer afføder skam, angst og en følelse af utilstrækkelighed – man kan ikke opfylde et ideal – ikke nå dets nokpunkt. For eksempel er der ingen klar grænse for sundhed, for man kan aldrig sige: ’Så, nu er jeg sund nok’. Eller hvornår har man holdt nok afstand eller sprittet nok af? Ligeledes lyder ’Du skal få mest muligt ud af din dag’, umiddelbart som et godt forslag, men det er psykisk undergravende, for hvornår kan man stoppe op og sige: ’Nu har jeg fået mest muligt ud af den her dag’?

Hjortkjær udfolder det med et eksempel med 3.g-pigen Line fra DR-serien De perfekte piger. Hun har en seddel på sin computer: ’Hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok’. Line finder det motiverende, men problemet er, at citatet er uopfyldeligt per definition. Man kan altid arbejde lidt mere, være en lidt bedre kæreste, en lidt bedre medarbejder, være lidt mere engageret osv. osv.

Det leder til skyld og selvbebrejdelse, og resultatet er, at man efterlades med en massiv følelse af utilstrækkelighed.

Problemet med idealer er, at vi bilder os selv og de unge ind, at idealer er noget man kan og derfor også skal opfylde. Men Hjortkjær pointerer, at idealer ikke er reelle, men ideelle. De er ikke virkelige, for de eksisterer kun i kraft af vores forestillingsevne, som et utopisk sted vi stiler imod – og det har vi glemt at fortælle de unge.

Idealer dannes i fællesskaber, og Jegidealet sætter barren højt

Det muliges kontinent og påbuddene er med til at skabe idealerne, men Hjortkjær giver også en forklaring på, hvordan individer i fællesskaber bygger idealer op. Hjortkjær præsenterer tre begreber fra Freud: Jeget er det, vi kan kalde det sande Jeg, det autentiske Jeg. Det er mig uden filter eller maske. I kontrast hertil er der det idealiserede selvbillede: Idealjeget. Det er den måde, jeg gerne vil se mig selv, og sådan jeg ønsker, at andre skal se mig – en ’maske’ når man går ud ad døren og møder andre.

Alle kan nok genkende idéen om Idealjeget, men hvordan ender barren med at blive sat så højt? Det hænger sammen med Jegidealet, som Hjortkjær beskriver ved at give et eksempel på, hvordan han spørger sine hold på højskolen, hvor han underviser: ’Hvordan er den ideelle højskoleelev?’ Eleverne byder ind én efter én med deres mange bud: engageret, social, en god ven, god til at samarbejde, ambitiøs, udadvendt, optimistisk, osv., osv. – massevis af forslag.

Jegidealet er summen af de Idealjeger, som hvert enkelt individ bidrager med. Men det er samtidig det ideal, som hver enkelt har at leve op til. Det er forhåbentlig klart, at denne person ikke findes i virkeligheden – intet menneske kan leve op til alle de idealer. Det er med andre ord umuligt at leve op til et Jegideal, og deraf følelsen af stress og kronisk utilstrækkelighed.

Og for at gøre tingene endnu værre, så har man et Jegideal for hver gruppe, som man er en del af. Jegidealer dannes i ethvert fællesskab, og det er klart, at tendensen bliver kraftigt forstærket på nettet, fordi deltagerne ikke på samme måde får korrigeret deres billede ved at møde folks fejlbarlige sider i virkeligheden.

Jeget invaderes af (uopnåelige) idealer

Hjortkjær viser billeder af børnetøj – helt ned til 3 til 5 år – med påbud om fx: ’shine bright like a diamond’, ’stay wild’, ’have no fear’, ’free your mind’. Vi skal shine. Det er ikke et valg, det er ikke et tilbud, det er en ordre.

Samtidig siger man: ’Bare vær dig selv!’ Men det autentiske indre er blevet invaderet af ydre stemmer, der dikterer, hvordan man er, når man ’bare er sig selv’. Man skal altså shine, være wild og fucking perfect: Jeget er også et ideal i dag – der er nogle selvfølelser, som er mere ’sande’ end andre.

Løsningen vi tilbyder ungdommen: ’Vær din maske. Vær dit Idealjeg. Lad ingen se din skrøbelighed og utilstrækkelighed’. På den måde er de uopnåelige idealer blevet internaliseret, og det leder til selvbebrejdelse og skam. De unge i dag er ikke bange for, at de overtræder regler, men for at de taber masken. Måske dette er det sande skrækscenarie i virkeligheden; hvis der slet ikke er noget autentisk Jeg bag ved masken.

Afrunding

Man bliver ikke psykisk syg af at have for mange muligheder. Man bliver syg af at blive fortalt, at man er fri, men i praksis at skulle leve op til en moralsk perfektionisme om at være det perfekte menneske, der for alt i verden ikke må lave fejl, og som hele tiden forsøger at vise den bedste udgave af sig selv.

Der er ifølge Hjortkjær ikke nogen lette løsninger at pege på, men det at kunne formulere utilstrækkeligheden som et fælles eksistentielt vilkår, gør det umådeligt lettere at leve med den. Desuden kan det have en forløsende effekt at have bevidsthed om ovenfor beskrevne mekanismer, og måske være i stand til at holde idealerne ud i strakt arm i stedet for automatisk at forsøge at leve op til dem. Målet er at finde de idealer, det er værd at være utilstrækkelig overfor: de opbyggende idealer frem for de udmattende idealer.

Jeg vil slutte af med en stor anbefaling om at læse bogen, da de mekanismer, som Hjortkjær udfolder, er meget relevante at være opmærksom på, når man arbejder med stress og dårlig trivsel for både børn, unge og voksne i dagens samfund.

Derudover vil jeg til allersidst pege på et afsnit af Hjernekassen på P1, hvor man kan få mere viden om disse mekanismer[1].

---

[1] https://www.dr.dk/radio/p1/hjernekassen-pa-p1/hjernekassen-pa-p1-2019-01-07