– er et af mine yndlingsord for tiden. Jeg stødte på ordet ’umiddelbarhed’ i teksten ”Leg. Et fænomen i bevægelse” af den fremragende nulevende danske fænomenologiske pædagog Torben Hangaard Rasmussen[1], der har skrevet en del om børns leg, om Merleau-Pontys fænomenologi og om hermeneutik og pædagogik. Umiddelbarhed rummer (for mig) en væsentlig essens i en fænomenologisk tænkning, nemlig at møde fænomenet som det umiddelbart fremtræder. Lad os tage et eksempel fra teksten: En vandpyt med lidt olie i – barnet ser en regnbue der er fladet fra himlen, og den voksne ser forurening. Eller på en løbetur at få øje på de tungt hængende hyldebær. At lade sig drage (mod noget). En umiddelbar rettethed, en umiddelbar opmærksomhed, der ikke behøver mere. At prioritere det prærefleksive cogito. Dernæst at forholde sig åbent nysgerrigt til det, der viser sig, som var anvisningen til de studerende, da de skulle betragte hinandens tegninger forleden. Ordet umiddelbarhed gav mig anledning til at stoppe op og smage på det, det klinger godt for mig, det bidrager med noget væsentligt til de andre begreber fra den fænomenologiske terminologi. Sådan ufiltreret, som druesaft. Noget med bare at dvæle ved oplevelsen i sig selv, i sin umiddelbarhed. Og hvad i alverden betyder det så? At undlade vurdering, fortolkning og analyse, bare for en stund. At være forud for tanken. At lægge mærke til sine sansninger og impulser, sådan umiddelbart, som de fremtræder. I teksten er der en anden note om vandpytter, nemlig den at barnet typisk plasker deri, simpelthen fordi det ikke kan lade være. Barnet lader sig drage til bevægelse. Hopper og hviner af fryd. Mærker verden som anledning til leg og bevægelse. Terapeuten lader sig drage til handling? Umiddelbarhed som begreb indgår vel faktisk i psykomotorisk praksis? At møde en klient umiddelbart. Det umiddelbare møde. At lade det, der umiddelbart viser sig være retningsanvisende for handling. Krop-emotion-handling.
Lad mig prøve at forbinde det yderligere til et psykomotorisk kernebegreb: Kropsoplevelse, altså den subjektive oplevelse af sig (af sin krop) afledt af de faktiske kropslige tilstande. I teksten optræder en passage med reference til den tyske filosof Walter Benjamin (1852-1940), der i tilbageblik på sin barndoms sommerfuglejagt, erindrer hvordan han ”ønskede at indlemme sommerfuglens bevægelser i sig, så han måtte mærke dens vingeslag: ’Og så langt gik ønsket i opfyldelse, at vingernes bevægelse, som jeg var helt væk i, ligesom blev en del af og gennemrislede mig.’ (Benjamin 1992, s. 20)” (Haangaard Rasmussen 2020, s. 31). Såvel i professionsudøvelse, som i vores hverdagsliv kan ’umiddelbarhed’ være retningsanvisende. Hvorfor? Fordi vi nemt glemmer at være forud for tanken i en travl hverdag, der inviterer til rationel fremadstræbende tænkning og handling.
[1] Hangaard Rasmussen, T. (2020). Leg. Et fænomen i bevægelse. I Sans for bevægelse: Livsnerven i pædagogisk arbejde (1. udgave., s. 25–40). Kbh.: Hans Reitzel.