Jeg vil anbefale, at man læser det tidligere blogindlæg om placebo (’Placebogruppen og placeboeffekten’), før man læser videre her.
Udover den specifikke terapeutiske/medicinske behandling vil der i en intervention også være flere ikke-specifikke – også kaldet kontekstuelle el. placebo effekter. I dette indlæg vil jeg med afsæt i en undersøgelse af Kaptchuk et al. (2008) præsentere en opdeling af placeboeffekten i tre komponenter.
- Patientens respons på den direkte og indirekte opmærksomhed de får bare ved at blive udvalgt til studiet og evt. baseline-målinger og afsluttende målinger – på trods af at man bare er i en kontrolgruppe, der ikke modtager nogen form for intervention el. på en venteliste. Det kendes som Hawthorne-effekten (Sedgwick & Greenwood, 2015)
- Patientens respons på det terapeutiske ritual (placebobehandlingen)
- Patientens respons på patient-behandler interaktionen
Lad mig give et resumé af undersøgelsen:
Formålet: At undersøge om placeboeffekter kan opdeles i de ovenstående tre komponenter samt vurdere deres respektive størrelser.
Design: Et seks ugers single blindet randomiseret studie med tre grupper, hvor 262 personer med irritabel tarm syndrom (irritable bowel syndrome, IBS) blev fordelt i tre grupper: 1) ingen behandling (waiting list), 2) falsk akupunktur og kort kontakt til en ’kølig’ behandler (limited interaction), 3) falsk akupunktur og længere kontakt til en ’varm’ behandler (augmented interaction).
Intervention: Interventionen bestod af hhv. falsk akupunktur og varierende grad af kontakt med behandleren. Den falske akupunktur blev givet to gange om ugen i seks uger i 20 min pr. session. Der blev benyttet en modificeret akupunkturnål, hvor selve nålen ikke går igennem huden, men ryger op i skaftet, men alligevel sidder fast på huden vha. et lille stykke tape. Der blev desuden anvendt ikke-akupunktur-punkter.
Behandlerne var uddannede akupunktører, og de blev optrænet til at indgå i relationen med patienterne på forskellig vis i de to grupper, som fik akupunktur.
I gruppe 2 var der et indledende møde på mindre end 5 minutter, mens det i gruppe 3 varede i 45 minutter. I gruppe 2 var behandleren ’kølig’ i kontakten: han sagde at han vidste, hvad han skulle gøre, men at det var en videnskabelig undersøgelse og derfor skulle man ikke konversere med patienterne. I gruppe 3 var behandleren ’varm’ og venligt imødekommende: han var empatisk (’Jeg kan forstå hvor svært IBS må være for dig’), aktivt lyttende og spurgte ind til patientens udsagn. Endvidere sagde han: ’Jeg har haft meget positive erfaringer med at behandle IBS, og jeg ser frem til at demonstrere, at akupunktur er en værdifuld behandling’.
Effektmål: Der blev målt på fire effektvariable efter hhv. tre og seks uger. Alle fire effektmål var selvrapporterede, subjektive svar på validerede spørgeskemaer om symptomer og livskvalitet.
Resultaterne kan ses i nedenstående figurer:
Figur 1: Resultater efter 3 uger (Kaptchuk et al. 2008).
Figur 2: Resultater efter 6 uger (Kaptchuk et al. 2008).
Der var gradvis forøgede effekter for de tre grupper, men gruppe 3 med den øgede interaktion fik klart de største fremgange, og det viser, at den understøttende, varme interaktion mellem patienten og behandleren var den mest potente komponent af de tre non-specifikke/placebo-faktorer, som undersøgelsen omhandlede. Effekten på lindring i gruppe 3 var på niveau med effekten af den medicin, man bruger til patienter med IBS.
Det kan dermed konkluderes, at faktorer som varme, empati, varighed af interaktion og kommunikation om positive forventninger kan have stor betydning for det kliniske udbytte af en intervention.
En anden konklusion er, at det kan give god mening at tale om forskellige komponenter af placebo, men her skal man være opmærksom på, hvordan ordene bruges i forskellige fagtraditioner eller sammenhænge. Placebo er pr. definition ikke-specifik, da det er knyttet til flere forhold omkring interventionen og ikke til den specifikke intervention i sig selv (terapien/medicinen). Udover ordet placebo, bruges også kontekstuelle eller non-specifikke faktorer samt common factors – så der er altså flere ord, der kan dække over præcis det samme. Man kan derfor med fordel zoome ind på de helt konkrete forhold, såsom specifikke ting i omgivelserne omkring interaktionen eller kommunikationen og relationen mellem behandler og patient.
Referencer:
Kaptchuk, T. J., Kelley, J. M., Conboy, L. A., Davis, R. B., Kerr, C. E., Jacobson, E. E., … Lembo, A. J. (2008). Components of placebo effect: Randomised controlled trial in patients with irritable bowel syndrome. BMJ. https://doi.org/10.1136/bmj.39524.439618.25
Sedgwick, P., & Greenwood, N. (2015). Understanding the hawthorne effect. BMJ (Online). https://doi.org/10.1136/bmj.h4672