I dette blogindlæg vil jeg præsentere teorien om de somatiske markører fra Antonio Damasios første bog ‘Descartes’ fejltagelse’ med undertitlen ‘Følelse, fornuft og den menneskelige hjerne’. Jeg vil lade Antonio Damasio selv komme til orde – ikke bare gennem hans tekster, men også i nogle korte videoklip fra YouTube.
Først en vigtig bemærkning om, at Damasio skelner mellem begreberne ’emotioner’ og ‘følelser’, og det har han udfoldet i flere af sine bøger. Her vil jeg indlede med at præsentere disse to begreber, inden jeg går videre til de somatiske markører.
Meget kort sagt beskriver Damasio, at emotion kendetegnes ved de mange forandringer i kropstilstanden – som i øvrigt kan observeres af andre (Damasio 1999, s. 154), og at følelse er oplevelsen af kropstilstanden (Damasio 1999, s. 161).
Damasio er kommet frem til sin teori om de somatiske markører bl.a. ved at studere patienter med skader i hjernens frontallap. I ‘Descartes’ fejltagelse’ beskriver han sit møde patienten Elliot, som havde været igennem en hjerneoperation, der tilsyneladende havde været vellykket. Hans hjerne var velfungerende, når man kiggede på intelligens, hukommelse og meget andet. Men på mange måder var Elliot ikke længere Elliot, for på trods af at han klarede sig godt i de mange forskellige tests, som han blev udsat for i laboratoriet, så var hans liv gået i opløsning, fordi han traf de forkerte valg i det virkelige liv. Det skyldtes ifølge Damasio, at Elliots sociale adfærd og beslutninger ikke blev understøttet af kropslige reaktioner (emotioner) og følelsen af dem. Damasio forklarer emotionens betydning for beslutningstagning i videoen nedenfor.
Den kognitive evne til at behandle data og vurdere ulemper og fordele er altså intakt, og Damasio argumenterer derfor for emotioners og følelsernes betydning for rationalitet og kognition.
I den næste video beskriver han, hvordan emotioner giver mulighed for at tage beslutninger hurtigt, men at der samtidig er en mulighed for at tilpasse reaktionen på emotionen. Et centralt citat er: ‘We are not actual thinking machines. We are feeling machines that think’, og efterfølgende udtrykker han, at vi har det bedste fra begge verdener: emotionernes autopilot guidning samt et lag ovenpå bestående af viden, logik og ræsonnering, som giver mulighed for at modificere responset.
Alt dette leder frem til beskrivelsen af de somatiske markører, som jeg vil give beskrivelser af fra to steder i bogen:
‘En somatisk tilstand, negativ eller positiv, der fremkaldes, når en given repræsentation fremtræder, fungerer ikke alene som markør af værdien af det, der repræsenteres, men også som forstærker af fortsat arbejdshukommelse og opmærksomhed. Hele processen „tilføres energi” af tegnene på, at processen faktisk bedømmes, positivt eller negativt, i forhold til individets præferencer og mål. Allokeringen og fastholdelsen af opmærksomhed og arbejdshukommelse sker ikke ved noget mirakel. De motiveres til at begynde med af medfødte præferencer i organismen og senere af præferencer og mål, som er erhvervet på grundlag af de medfødte’ (Damasio 1999, s. 213).
‘Somatiske markører er et særligt eksempel på følelser, fremkaldt af sekundære emotioner. Disse emotioner og følelser er ved læring blevet knyttet til forudsagte fremtidige resultater af bestemte scenarier. Når der knyttes en negativ somatisk markør til et bestemt fremtidigt resultat, fungerer kombinationen som alarmklokke. Når der i stedet tilknyttes en positiv somatisk markør, bliver kombinationen en ledestjerne’ (Damasio 1999, s. 189).
Selvom de præsenterede teorier er udviklet på baggrund af patienter med alvorlige skader i hjernen, og på trods af at bogen faktisk udkom allerede i 1994 (1999 på dansk), så er det stadig en relevant og spændende bog om sammenhængen mellem krop og sind og følelser og fornuft. Damasio har udfoldet sine begreber og suppleret med nye tanker i sine efterfølgende bøger.
Se et mere hverdagsagtigt eksempel på mekanismen med emotioner som somatiske markører i dette blogindlæg.
Referencer
Damasio, A. (1999). Descartes’ fejltagelse. Hans Reitzels forlag.