På psykomotorikuddannelsen præsenteres de studerende for en bred vifte af metoder og teknikker, som senere videreudvikles og suppleres, når de møder praksisfeltet. Denne store variation kan dog gøre det vanskeligt at identificere, hvad der præcist udgør kernen i psykomotorisk terapi. Drejer det sig om nogle fælles træk på tværs af metoder og målgrupper, eller er det mere relevant at identificere specifikke elementer, som kendetegner forskellige metoder og teknikker?
Et centralt element, som ofte fremhæves, er den kropslige tilgang. Men hvordan kan vi mere præcist definere, hvad denne tilgang indebærer? Der findes mange måder at arbejde med kroppen på, så hvordan griber vi det kropslige an, og hvilke virkningsmekanismer gør sig gældende?
I et forsøg på at finde svar på disse spørgsmål vil jeg dykke ned i en spændende artikel af belgiske psykomotoriske terapeuter, søger at skabe en fælles forståelse på tværs af landegrænser og forskellige psykomotoriske traditioner. Artiklen fra 2010 af Michel Probst, J. Knapen og D. Vankampfort[1] giver en overordnet konceptuel forståelse og desuden meget righoldige beskrivelser af aktiviteter samt bud på virkningsmåder. De introducerer to begreber, der kan hjælpe os med at forstå centrale elementer i den kropslige tilgang: “Action-oriented psychomotor therapy” og “Experience-oriented psychomotor therapy”.
Nedenfor præsenteres de to typer af psykomotorisk terapi i oversat form med forhåbning om, at det kan bidrage til en dybere forståelse af psykomotorisk terapi baseret på en kropsorienteret tilgang.
Handlingsorienteret psykomotorisk terapi (Action-Oriented)
I handlingsorienteret psykomotorisk terapi ligger vægten primært på udvikling af mentale og fysiske færdigheder samt på at støtte personlig udvikling. Aktiviteterne har til formål at lære, udvikle, træne og/eller øve psykomotoriske, sensomotoriske, perceptuelle, kognitive, sociale og følelsesmæssige færdigheder. Mere konkret betyder det, at der lægges vægt på fin- og grovmotoriske evner, øje-hånd-koordination, balance, tid og rum, perception, opmærksomhed, interaktion med materialer, genkendelse af stimuli, undertrykkelse af passivitet, ændring af adfærd, målrettet arbejde, øget opmærksomhed på andre, forbedring af sociale færdigheder, læring af samarbejde, følelseshåndtering, læring af at acceptere ansvar og evnen til at sætte sig i en andens sted.
Andre grundlæggende færdigheder som at lære at slappe af, opnå en god fysisk form og lære de grundlæggende regler for kommunikation indgår også. Gennem øvelser opnår patienterne en større opfattelses- og oplevelsesevne. De foreslåede situationer vil primært være handlings- og resultatorienterede.
Dette interventionsniveau er baseret på forskning inden for trænings- og sportspsykologi samt psykomotorisk terapi. Mange undersøgelser viser de gavnlige virkninger på mental sundhed som følge af deltagelse i fysiske aktiviteter. Fysisk aktivitet kan have en positiv indflydelse på mentalt velvære, selvværd, humør og eksekutive funktioner. På denne måde kan en negativ spiral, der fører til nedtrykthed, stoppes. Velafbalancerede og regelmæssigt udførte udholdenhedsaktiviteter (gåture, cykling, jogging, svømning) og styrketræning øger fysisk og mental modstandskraft, forbedrer søvnkvaliteten og øger selvtillid, energiniveau, udholdenhedsniveau og afslapning, og mindsker i det hele taget kropslige gener. Fysisk aktivitet ser i hvert fald til at være lige så god som den klassiske tilgang med medicin og støttende kontakt.
Oplevelsesorienteret psykomotorisk terapi (Experience-Oriented)
Ud over handlingsorienterede interventioner uddannes psykomotoriske terapeuter i at anvende oplevelsesorienterede interventioner. Inden for oplevelsesorienteret psykomotorisk terapi opfordres patienterne til aktivt at deltage i en bred vifte af fysiske aktiviteter og bevægelsesopgaver. Ved at deltage aktivt oplever patienterne mange følelser (depressive følelser, frygt, skyld, vrede, stress, ubehag, fremmedgørelse og utilfredshed) og negative tanker (indtrængende tanker, besættelse, sygelig optagethed, bekymring). De konfronteres med deres adfærd (impulser, manglende evner) eller kognitive symptomer (derealisation, manglende koncentration). I nogle tilfælde oplever patienterne dog slet ikke disse følelser eller symptomer.
I den psykomotoriske terapiproces kan der arbejdes med alternative fortolkningsmuligheder. At opleve, at et alternativ kan eksistere, vil udløse nye følelser og erfaringer, og en uoverensstemmelse mellem virkeligheden og patientens opfattelse af virkeligheden vil opstå. Det er ikke den fysiske aktivitet i sig selv, der er vigtig, men snarere patientens oplevelse og indre perception.
Følgende temaer tages i betragtning: at udtrykke og regulere følelser, øge tolerance for frustration, afholde sig fra impulsiv adfærd, forbedre realitetsopfattelsen, forbedre social interaktion, lære at sætte grænser, styrke selvtilliden, forbedre kropsopfattelsen og selvopfattelsen, håndtere præstationsangst, udvikle selvrefleksion, udforske aktuelle følelses- og sociale liv og opnå bedre indsigt i bevidste inter- og intrapsykiske konflikter.
Gennem omhyggelig vejledning og opmuntring fra den psykomotoriske terapeut samt muligheden for at opleve følelser i et trygt miljø, kan patienten udvikle adfærd, som han eller hun ellers ikke ville have udviklet. De underliggende problemer er ikke nødvendigvis løst, men terapeuten forsøger at forbedre patientens håndtering af problemerne. Patienten deler sin adfærd, sine følelser og tanker med terapeuten og sine medpatienter. Det kan konkluderes, at oplevelsesorienteret psykomotorisk terapi tilbyder en mere reflekterende tilgang end den handlingsorienterede psykomotoriske terapi. Der lægges større vægt på oplevelserne, og hvordan reaktioner på disse oplevelser fungerer som en dynamisk kraft.
Afrunding
Beskrivelserne ovenfor illustrerer tydeligt de mange facetter og varierende udtryk, der findes inden for handlingsorienteret og oplevelsesorienteret psykomotorisk terapi. Kroppen er i centrum, og den handlingsorienterede tilgang genkendes i fag som fysisk træning, bevægelsesudvikling, afspænding og mindfulness. Den mere reflekterende tilgang anvendes især i psykomotorisk undervisning og behandling, og her kan der drages paralleller til beskrivelser af ”Body Awareness Interventions” (BAI).
Begreberne danner en nyttig overordnet forståelsesramme, og selvom der kan være et overlap mellem dem, er de nyttige til at fremhæve de forskellige aspekter af psykomotorisk terapi.
En styrke ved disse begreber er, at de går på tværs af fag og løfter sig ud af snævre forståelser. De belyser vigtige generelle aspekter og centrale faktorer i psykomotorisk terapi og tilbyder en god overordnet ramme for de mange nuancer, selvom indhold og metoder ikke er fuldstændig sammenfaldende med dansk psykomotorisk praksis. Fælles er dog vægtningen af det kropslige perspektiv og antydninger af, hvordan det virker i praksis.
[1] https://benthamopen.com/contents/pdf/TOALTMEDJ/TOALTMEDJ-2-105.pdf